REFERAT – GENERALFORSAMLINGER – 9. MARTS 2026 KL 19.30
SKIVUM BEBOERFORENING OG FORSAMLINGSHUS
VELKOMST VED FORMANDEN
Preben Pedersen bød velkommen.
VALG AF DIRIGENT OG REFERENT
Jesper Andersen blev valgt til dirigent – konstaterede at generalforsamlingen var rettidig indkaldt.
Mette Henriksen blev valgt som referent og gik straks til tasterne.
VALG AF 2 STEMMETÆLLERE
Lone Drejer Pedersen og Klaus Sørensen blev valgt.
FORMANDENS BERETNING
Preben Pedersen aflagde beretning - der blev bl.a.omtalt følgende:
Vi startede året med et par fantastiske dilettant forestillinger – kæmpe tusind tak til det fantastiske dilettanthold – i gør det dælme godt.
Proceduren med at opkræve medlemskontingent ændrede vi fra at ringe på hos alle beboere til bare at putte en seddel/opkrævning i postkassen. Det giver mindre arbejde til en bestyrelse, der egentlig har arbejdsopgaver nok at styre i hverdagen. Og der kom næsten lige så mange indtægter ind – så tusind tak til alle beboere for opbakningen.
Sankt Hans med spisning på aktivitetspladsen kørte også rigtig fint og vi fik endnu en hyggelig aften.
Vores årlige bankospil var der fuldt hus til. Mange tusind tak til alle de erhvervsdrivende der har bidraget med præmier til amerikansk lotteri.
I det sidste år har der været gennemført 3 fællesspisninger også med rigtig god opbakning – tusind tak til alle de frivillige kokke, der svinger gryderne og tryller noget dejligt mad til alle de fremmødte. En lille bøn til alle om at melde sig under fanerne til at hjælpe med at lave mad – i år har bestyrelsen stået for 2 ud af 3 fællesspisninger, og det er jo ikke den oprindelige ide. Så meld dig gerne under fanerne – du står ikke med det hele selv – der er god hjælp at hente.
Huset har også lagt lokaler til det fantastiske madlavningshold – som jo kvitterer med at stå for maden til en fællesspisning – det er vi mange der er rigtig glade for.
Der er det sidste år brugt rigtig meget krudt på renovering af huset:
Varmepumpe installation som allerede nu viser store besparelser.
Renovering af teknikrummet, så der bliver mere plads til husets lager af diverse ting.
Maling af salene – det har lysnet op.
Dilettant holdet har renoveret bag scenen med ny gulvbelægning, nye el-installationer, bænk til spillerne med opbevaring til ting og sager – tusind tak for godt arbejde.
En stor tak skal især lyde til dem der svinger en rengøringsklud og en kalkkost engang imellem – det ka’ vi ikke leve uden.
Og en endnu større tak skal lyde til Anette, som styrer udlejningen af huset med hård hånd.
Der har også været rigtig godt gang i fonds- og landsbymiddel ansøgninger. Det har givet rigtig mange gode ting og sager til huset. Vi har bl.a. fået penge til at lave gulvet i opbevaringsrummet og nye borde og stole til den store sal.
Lige nu afventer vi svar på ansøgninger om nyt lys til salen, trommel til amerikansk lotteri mm.
Beretningen blev eenstemmigt godkendt.
FREMLÆGGELSE OG GODKENDELSE AF REGNSKAB
Jane Andersen fremlagde regnskab - se særskilt fil.
Den nye bestyrelse indberetter til BBR, at der er skiftet fra oliefyr til varmepumpe.
Den nye bestyrelse undersøger, om det betyder noget for vores forsikring.
Den nye bestyrelse undersøger, om hvordan det ser ud med elafgift.
Regnskabet blev eenstemmigt godkendt.
INDKOMNE FORSLAG
Skal være formanden i hænde senest 5 dage før generalforsamlingen.
Der er ikke modtaget nogen forslag.
VALG AF BESTYRELSESMEDLEMMER, SUPPLEANT OG UDVALG
På valg til beboerforeningen i 2026
I vedtægterne står der at den ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer:
Preben Drejer Pedersen – er ikke på valg i 2026
Maria Andersen – er ikke på valg i 2026
Anette Uldal - er på valg i 2026 – hun modtager genvalg.
Jens Chr Jensen – er på valg i 2026 – han modtager genvalg.
Jane Andersen – er på valg i 2026 – modtager ikke genvalg.
Birgit Christensen – er på valg i 2026 – modtager ikke genvalg.
Mette Henriksen blev nyvalgt til bestyrelsen for 2 år.
Annette Trads Lauridsen blev nyvalgt til bestyrelsen for 2 år.
Ifølge vedtægterne mangler vi et medlem mere. Generalforsamlingen godkender at der arbejdes videre i 2026 med en bestyrelse på 6 personer og henstiller til den nye bestyrelse at få gået vedtægterne igennem og evt komme med forslag til ændringer.
Klaus Sørensen – er på valg i 2026 som suppleant (vælges for 1 år) – modtager genvalg.
Jens Erik Poulsen blev valgt til ny suppleant – (vælges for 1 år).
På valg til forsamlingshuset i 2026:
I vedtægterne står der at det ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer:
Anette Uldal – er på valg i 2026 – hun modtager genvalg.
Michael Hansen (tidligere suppleant) nyvælges for 2 år.
Ifølge aftale på generalforsamling i 2007: Suppleres bestyrelsen af formand og kasserer og et medlem mere fra Skivum Beboerforening – det sidste navn offentliggøres efter bestyrelsens konstituering mandag den 16. marts 2026.
Mogens Sørensen – vælges som suppleant (for 1 år ad gangen).
VALG AF REVISORER
Peter Niss og Kaj Nielsen er begge på valg (vælges for 1 år).
Peter Niss blev genvalgt for 1 år.
Jane Andersen blev nyvalgt for 1 år.
EVENTUELT
Preben sagde tusind tak til bestyrelsen for godt samarbejde.
En helt særlig og kæmpe stor tak blev rettet til Birgit Christensen og Jane Andersen for flot og trofast arbejde igennem de sidste mange år. Birgit har heldigvis lovet, at hun stadig gerne hjælper med at lave kaffe og mange andre ting.